* * * *

En kalejdoskopisk forvandling


Jonas Hvid Søndergaards malerier er en rejse ind i formernes omtumlede univers. De springer fra det komplekse til det simple, fra det kaotiske til det fredelige og fra det abstrakte til det figurative. Malerierne er som et indblik i barndommens kalejdoskop, hvor farvede glasstykker kunne drejes rundt for igennem spejlreflekser at danne evigt nye mønstre. Blot er det ikke farvede glasstykker, der roteres rundt i Hvids kalejdoskop. Det er verden omkring os, som vrides omkring til ny genkendelighed.

Hvide firkanter følger sirligt hinanden på længden af et aflangt brunt maleri. En musegrå flade brydes op i et mønster af mørkegrå og sorte rektangler. Hvide, grå og sorte trekanter kastes tilfældigt rundt på en havblå baggrund. Glasstykkerne er faldet på plads i et enkelt, abstrakt mønster, eller er det elementer fra verden omkring os, vi ser her med en ny æstetisk kraft?

Stiger, veje, altaner, vinduer og murværk får en ny visuel kraft i Hvids malerier, når de forvandles til maleriske abstraktioner. Det er de enkleste mønstre, Hvids kalejdoskop vrider frem, og så er det næsten som om, han har brugt kalejdoskopet som en kikkert og blot isoleret en del af hverdagens almindelige erfaringer for at fremhæve dem i en ny æstetisk form.

Nimbus

Hvids malerier er ikke uden humor, og alligevel er der også en dybfølt alvor tilstede i kompositionerne. I nogle værker trækker han på traditionen fra popkunsten, fx når han ophøjer byens uanselige objekter til æstetisk værdi. I andre værker videreføres derimod en lang malerisk tradition for at anvende abstraktionens kraft til at nærme sig virkelighedens egentlige indhold. Så må formerne vride og vende sig for at indfange det, som er.

Et plankeværk svæver som en glorie over en lille landsby, der ligger på en flad slette under en stor mørk himmel. Plankeværket er malet op i alskens farvestrålende nuancer og tegner en opadgående aspiration fra landsbyens lidenhed til naturens gigantiske kræfter. Med skarpe tænder vendt nedad mod de spinkle huse er plankerne dog også en mindelse om de farer, der lurer for byen, når naturens kræfter raser.

I Hvids malerier kan abstrakte former optræde som verden omkring os, mens genkendelige elementer fra vores omkringliggende virkelighed tager krumspring, der gør dem helt abstrakte. Der er et vedvarende spil mellem abstraktion og figuration i Hvids malerier, ligesom de veksler mellem humor og alvor. Men her stopper kalejdoskopets forvandlinger ikke.

Amo’roso

Jonas Hvid Søndergaards enkle værker præsenterer næsten faktuelt elementer fra vores omkringliggende bylandskab. De mere komplekse landskabskompositioner lader derimod den emotionelle dimension i formernes univers flyde frit. Det er her, rejsen gennem formernes omtumlede verden ophører med at gå glat igennem landskabet. Fra det enkle bevæger vi os over i det kaotiske.

Baghaven er i oprør. Det store egetræ kaster sine arme i alle retninger. Terrassefliserne hvirvler kaotisk omkring. Landskabet gennemskæres af lyn, der bryder vejen op og løfter huset op fra grunden. Jorden bryder op i skarpe pigge. Er parcelhuset ramt af et jordskælv, eller er det blot barndommens mareridt, der vækkes til live?

Verden i Jonas Hvid Søndergaards malerier er ikke stabil, men består af en stadig strøm af foranderlige former. En gang imellem krystalliserer formerne i genkendelige motiver, men for det meste flyver de omkring, svæver opad, rystes ud af kurs eller laver krummelurer af forskellig art. Malerierne har turbulens, bratte opstigninger og endda deciderede rundture, hvor der bliver vendt op og ned på alting.

Transit

I Jonas Hvid Søndergaards seneste malerier når det kaotiske nye højder. Her konfronteres de tidligere præcist afgrænsede former med en lavastrøm af changerende farver. Det rykker motiverne væk fra sit holdepunkt i hverdagens genkendelige former til et fabulerende univers, der både rummer mareridtets skræk og drømmens aspirationer.

Nattehimlen opløser sig i en eksplosion af lys. Træernes knudrede grene strækker sig opad og fordrejes i eksplosionens skær. Verden krøller sig sammen mod et nyt centrum, mens resterne af den stabile verden flyver omkring i tumulten af den forandring, som sker. Tyngdekræften har ikke længere hold i kompositionen, og verdens genkendelighed er hurtigt ved at forsvinde.

Som spraymalet kitsch, hvor alting er bøjet alt for overdådigt i forelskelsens neon, blander en ekspressiv baggrund sig nu med betonstykker i frit fald. To traditioner af abstraktionens historie kolliderer i et kaotisk univers. Det ekspressive møder det stringente, det afvejede det spontane, mens det tørre og præcise formsprog konfronteres med aftryk af det vilde og ustyrlige. Abstraktionens egen verden får plads.

Inverteret altan

Jonas Hvid Søndergaards malerier pendulerer imellem flade og rum, ligesom de vibrerer imellem abstraktion og figuration. Genkendelige ting transformeres til abstrakte former, mens abstrakte former omdannes til landskaber. Udgangspunktet for Hvid er dog det abstrakte formsprog, både som det er blevet opdyrket i maleriets historie, og som det møder os i verden omkring os.

Altanen har en konkret funktionel berettigelse. Den tilbyder adgang fra husets indre til den friske luft udenfor. Men altanen er også en særlig formel størrelse, og som vejen, stigen eller muren kan den omdannes til en abstrakt sammensætning af farvede flader. Den kan endda inverteres i sin rumlige udformning. I Jonas Hvid Søndergaards malerier vendes verden på vrangen og genopstår på ny.

Som kalejdoskopet består Hvids malerier af en mængde farvede former. De kan komponeres til fiktive landskaber, ligesom de kan uddrages fra virkelighedens egen abstrakte former. I nogle er formerne faldet på plads til et enkelt og roligt mønster, mens andre værker er kaotiske og komplekse, som om de stadig er fanget midt i kalejdoskopets rotationer. Jonas Hvid Søndergaards malerier er en kalejdoskopisk forvandling, som efterlader verden i ny genkendelighed.

2008

Copyright 2013
Using Format