* * * *

Hvorfor hedder udstillingen ’Entering Up’?


Jeg har tidligere arbejdet meget i termer af transport og bevægelse, f.eks. med udstillingerne ’Boarding’ og ’Transit’. Det var noget der startede uden, at jeg egentlig var særlig bevidst om hvorfor, men da jeg begyndte at tænke nærmere over det, kunne jeg pludselig se, at de titler handler om en form for menneskelig erkendelse eller udvikling som har meget med bevægelse at gøre. Mine værker bevæger sig fra det stramme til det abstrakte og ekspressive og mimer derfor denne udvikling. Vi er aldrig det samme sted – tiden ændrer sig, det miljø vi lever i ændrer sig, verden ændrer sig, man ændrer sig selv. Så det er en form for oversættelse af denne menneskelige tradition. Jeg har brugt rejsemetaforen til at vise noget om mennesket og menneskelig udvikling.

Er det denne grundliggende tanke, der binder dine ellers så forskellige værker sammen?

I de intuitive værker, som f.eks. keramikken, som jeg ikke har arbejdet med før, har jeg valgt meget bevidst at arbejde ubevidst, fordi jeg har haft muligheden for det. Jeg har ikke sat mig frygtelig meget ind i keramiske teknikker, og hvad der kan lade sig gøre eller ikke kan lade sig gøre. Jeg har tænkt som en der aldrig har arbejdet med det før, men pludselig bare gør det, og måske gør det på en anderledes måde, fordi jeg netop ikke er skolet i det. Så det er også ”Entering” ind i en ny verden og en ny fase med keramikken. ”Up” er for mig det med bare at komme i gang og gøre det, at stige op ad uden at tøve. Det var vigtigt for mig, at den energi kom med i værkerne, og det er derfor, at jeg har valgt at tage næsten alle keramikarbejderne med. Jeg har lavet keramikken over et halvt år, hvor jeg først lavede fire stykker og tænkte, at det her det var der et eller andet i, og så fyrede jeg den bare af og lavede en masse keramikskulpturer.

Har du søgt et bestemt udtryk i keramikskulpturerne eller har det været rent impulsivt?

Selvfølgelig har jeg ikke kunne gøre det helt uden at bruge hovedet. Det har også ligget i baghovedet, at jeg gerne ville have noget af det udtryk frem, som også ligger i mine billeder. Det er derfor jeg har valgt at bemale dem, så de kan gå i dialog med de andre værker, som jeg arbejder med. Selve grundformerne er lidt ligesom den akvarel,som jeg bruger i baggrunden på mine lærreder, og de stramme streger jeg har lavet på keramikken minder om de stramme eller grafiske elementer i billederne. Jeg var også nødt til at lave nogle former, som jeg ikke laver i maleriet, for at det ikke bare blev nogle store tårne hver gang. Der er kommet nogle helt nye formmæssige ting ind og jeg kan mærke, at det ændrer måden jeg maler på i atelieret. Det var noget af det jeg gerne ville opnå, altså at det medie man ikke er skolet i kan være med til at påvirke det medie man er skolet i.

Du har altid arbejdet meget med rum eller illusionen af rum i dine malerier i kombinationen af det abstrakte og det figurative, eller det ekspressive og det kontrollerede grafiske. Er keramikskulpturerne en oversættelse eller udvikling af rumlige fra malerierne?

Ja. Jeg har længe gerne ville bevæge mig ud i noget tredimensionelt, men har været i tvivl om hvad det skulle være. Mange malere tænker meget todimensionalt i modsætning til billedhuggere. Der er en forskel på, hvordan man ser verden og tænker rum, og hvordan man tænker billeder. På en eller anden måde er keramikken stadig en todimensional ting for mig. Hvis der har været eller er noget tredimensionalt hos mig, er det mere i illusionen af et rum. Maleriet er en illusion, hvor skulpturen er en fysisk manifestation. Keramikken er på den ene side fysisk form, men på den anden side også illusionistisk. Man kan forme den, som man former et maleri, og den ligger derfor for mig i et vadested mellem skulptur og maleri. Jeg tror, det er derfor den taler til mange malere. Den er lettere at forme med sine hænder og intuition i modsætning til en jernskulptur.

Hvor tæt er forbindelsen mellem malerierne og keramikskulpturerne? Kan skulpturerne stå alene?

Ja, det tror jeg godt de kan.

Er der en grund til at du er begyndt at lave keramik netop nu?

Jeg synes, at maleriet har været meget hypet og produktorienteret. Der har været meget stor interesse og folk har haft penge til at erhverve sig billederne. Jeg synes, at jeg selv har været ramt af, at man har været bange for at forny sig, fordi der har være en stor kundeskare.

Så du var bange for at blive for udbud/efterspørgsel-orienteret?

Ja, det kan man sige. Det var bl.a. derfor vi lavede KUP-udstillingen (med Andreas Schulenburg på Hans Alf Galleri, marts-april 2010, red.) fordi der var så meget snak om krise. Der er en stor krise både psykologisk og reelt. De folk der stadig tjener penge passer bedre på dem og køber ikke bare en overflod af ting og unødvendigheder. På samme måde skal kunstnere også tænke på at lave ting af nødvendighed og ikke bare fordi det kan sælge. Det er et godt tidspunkt i forhold til kreativiteten lige nu, og jeg kan se på mange af mine kolleger, at man tænker mere på kvalitet og på at eksperimentere og udvikle sig, fordi de ikke længere har så travlt med at følge med efterspørgslen. Jeg synes det er en positiv ting, at det ikke går så stærkt mere, men at der er tid til fordybelse. Gallerierne har også tid til at tænke på hvilke udstillinger de gerne vil lave og ikke kun hvad der sælger godt. Det er godt både for kunstnere og gallerier med denne tænkepause, hvor man spekulerer på, hvad der er vigtigt at lave. I øjeblikket arbejder jeg sammen med flere forskellige kunstnere og Jørgen Egelund om en udstilling om trekanten som form og begreb i kunsten, hvor vi har indbudt en masse kunstnere til at give deres bud på hvad trekanten er. Det bliver en undersøgelse af, hvad trekanten betyder for kunstnere på tværs af generationer med både ældre og yngre samtidskunstnere. Det er det der er skægt ved denne tid – at man kan gå ind og lave sådan nogle lidt dumme undersøgelser, hvor der f.eks. er tid til at dvæle ved, hvad en trekant er. (Udstillingen ’Triangle’ og åbner hos Galleri Christoffer Egelund d. 5. November med 19 forskellige kunstnere, bl.a. Per Arnoldi, Viera Collaro, Thomas Bang, Malte Fisker og Nicolai Recke, red.)

Dine malerier er de seneste år blevet mere abstrakte og koncentrerer sig nu om abstrakte former som f.eks. trekanten. Understreger keramikken endnu et skridt væk fra det figurative?

Ja, det er de jo, men jeg ser ikke billeder anderledes end jeg gjorde før. Tidligere da jeg lavede mere figurative værker, så jeg dem også stadig som abstrakte former. Den måde jeg kombinerer billeder på, har jeg hele tiden holdt fast ved. Jeg har ikke længere genkendelige motiver, men de genkendelige elementer fra før kunne også have været abstrakte former. Det rumlige er stadig vigtigt for mig, men jeg har f.eks. ikke lagt en horisontlinje ind i de nye malerier som jeg gjorde før, hvor man kunne se, at det var et landskab. De rum jeg prøver at lave nu er mere åbne, så man kan se dem fra flere forskellige vinkler og ikke bare ud fra én horisontlinje.

Du har jo også to figurative malerier med på udstillingen, som skiller sig meget ud fra de abstrakte malerier og fra keramikken. Disse to værker har også lagt navn til udstillingen – det ene hedder ’Entering’, og forestiller en dør, mens det andet, ’Up’, forestiller et stillads. Du kalder disse malerier for ”maleriske readymades”. Hvad mener du med det?

I 2004 begyndte jeg at arbejde med altanmalerier. Jeg boede i en lejlighed som havde sådan en altan som dem fra de sociale boligbyggerier fra 50erne og 60erne, og tænkte over hvor grimme de var på den ene side, men også at de var flotte i form og grafisk interessante. Det kunne derfor være sjovt at fremhæve det smukke i dem, og jeg lavede en serie af altanmalerier. Efterfølgende kom jeg til at tænke på Marcel Duchamp og hans pissekumme, som jo gør det samme, kan man sige. Han tager en af de mest normale former, som alle kender, især mænd, ind i et gallerirum og transformerer formen, så den ikke længere er funktionel. Ved første øjekast blev folk forargede, men med tiden har han ændret blikket. Det er disse referencer, som jeg blev bevidst om efterfølgende. Jeg synes, det er sjovt at gøre det samme i maleriet. Havde jeg gjort det i Duchamps ånd, havde jeg taget et objekt og sat op. Men fordi jeg maler det, synes jeg det bliver noget andet og særegent.

Duchamp peger jo på kunstneren som idémager mere end som skaber. Han harikke selv har skabt objektet, og værket opstår derfor i stedet i konteksten og konceptet bag. Er dine maleriske readymades også konceptuelle?

Ja, det ville jeg nok sige. Jeg ser dem som mere konceptorienterede end mine andre billeder. Der er en kraftig idé bag dem som er tydelig og markeret, som f.eks. døren. Fordi der i galleriet var en blændet dør, var det nærliggende at spille på det. Folk kan ikke se, at det er et maleri og står og leder efter døren, selvom den er meget karikeret og grafisk lavet. Derfor betyder konteksten også noget her. Men det er jo ikke readymades på samme måde som hos Duchamp.

Nej, for netop fordi det er et maleri peger det jo på dig som skaber.

Ja, det er en skabt readymade. Netop derfor er jeg også lidt usikker på referencen. Jeg er tøvende med at bruge ordet readymade netop fordi, at jeg selv skaber readymaden, hvilket jo er en grundlæggende forskel.

Man kan vel også forbinde dem til trompe l’oeil-maleriet og traditionen om at skabe illusion ved hjælp af maleriet – særligt i døren?

Ja, det kunne godt være en blanding af maleriet som objekt og illusionen fra trompe l’oeil. F.eks. har jeg været fascineret af nogle vinduer inde på akademiet, som er malede og altså er kunstige. Når man kigger på dem, får man fornemmelsen af noget stort og prægtigt, men når man kommer tæt på, er det bare en illusion. Det samme med søjlerne på Amalienborg, som er af træ, men bemalet så de ligner marmor. Det får en til at stille spørgsmål ved, hvor bevidste vi er om det, vi omgiver os med. Hvad er virkelighed? Hvad er et rigtigt vindue, og hvad er ikke? Gør det en forskel, at det er træ og ikke marmor, hvis vi ikke umiddelbart kan se det? Jeg vil gerne have at fortolkningen af malerierne står åben, for man kan jo netop læse så mange ting ind i dem. Jeg synes det er sjovt det med illusionen, og jeg arbejder grundlæggende med virkelighedsopfattelsen, bevægelsen og transformationen. Jeg synes, det er sjovt at lege med beskueren, og når jeg laver en udstilling, kan jeg godt lide, at man tænker over, om det er den samme kunstner, der har lavet værkerne, eller om det er en gruppeudstilling, fordi værkerne er så forskellige.

Så du påstræber ikke et samlet udtryk for dine værker?

Nej, jeg vil ikke være en signaturkunstner. Jeg kan godt lide, at man det ene år laver en ting og næste år noget helt andet. Jeg synes kunsten skal være i bevægelse. Her kommer pointen med udstillingens titel ind igen.

Så på den ene side har du de abstrakte ekspressive malerier og på den anden side de stilistiske maleriske readymades. Er du ved at rydde op i dit maleri?

Ja. Jeg syntes at mine tidlige ting var meget stilistiske, så jeg fik lyst til at kunstnerens hånd skulle mere ind i det. Jeg fik lyst til at udvikle en særegen teknik, som kun jeg kunne lave. Det er derfor, jeg er begyndt at lave de mere ekspressive baggrunde.

Hvorfor have mange stiger og stilladser i et billede i et stort kaos? Hvorfor ikke trække dem ud og isolere dem og vise dem enkeltvis? Inden jeg lavede altanerne enkeltvis, havde jeg dem også i billederne. Det er helt klart, at der har været en udvikling. I starten ville jeg havde det hele med – nu rydder jeg op. Men jeg er meget knyttet til både det ekspressive og det stilistiske.

Og nu udvider du dine muligheder ved også at tage keramikken ind?

Ja. De der processer er meget langvarige. De første 10 år har jeg kun koncentreret mig om at male. Det var nok for mig. På akademiet kunne jeg ikke overskue at tage andre medier ind. Så har jeg fået lyst til at fylde mere på. Man kan ikke bare favne det hele som 18-årig.

Du har også et videoværk med på udstillingen, hvor man ser dig danse i dit atelier. Hvad er tanken bag dette værk?

Jeg var netop blevet færdig med værkerne til udstillingen og de var pakket sammen og sat væk, så atelieret var helt tomt. Så sad jeg der og var lidt vemodig, og så kom der et nummer af Coldplay, der hedder ’Trouble’, på anlægget. Da jeg hørte nummeret fik jeg lyst til at danse og fysisk slippe nogle af de ting ud af kroppen, jeg havde arbejdet med. Jeg havde netop fået nye kamera, som jeg ville afprøve, og så dansede jeg foran kameraet. Jeg kunne ikke se i søgeren, hvor jeg selv var, så det var helt tilfældigt, at billedet kom til at skære mit hoved fra, hvilket er ret sjovt, fordi de i sangen synger ”I lost my head”. Da jeg så filmen efterfølgende syntes jeg, at den havde en kunstnerisk værdi i forhold til resten af mit værk.

Hvordan det?

Fordi jeg synes det var skægt, at den viser, hvem der har lavet værkerne. Der er jo sådan en fascination af kunstneren som videoen også bryder med. Man kan se, at det bare er en almindelig fyr i cowboybukser og sneakers, som står i et hvidt lokale med malerpletter på væggen. For mig er det meget uromantisk og dermed også en måde at afromantisere eller afmystificere kunstneren på.

Men det er stadig en smule mystisk, for man kan jo ikke høre musikken eller se dit ansigt?

Grunden til at jeg ikke ville have musikken med er for at bevare fokus på værket som billede. Musik er det mest effektfulde man kan forestille sig til billeder, og den ville derfor tage for meget fokus. Og så er det jo et populært nummer, som jeg ikke var interesseret i at få blandet sammen med min kunst.

Men du holder jo fast på at kalde værket ’Trouble’ ligesom nummeret?

Ja, jeg synes at titlen passer godt til den stemning jeg var i. Når man er færdig med en udstilling er man lidt på den eller i ”trouble”, fordi hvad skal man nu finde på? Man står desuden til at blive dømt og stiller sig ud på rampen. Man skal forklare, hvorfor man synes det er vigtigt at vise sine værker frem. Så ”trouble” understreger det selvudleverende ved at lave kunst.

Denne video står jo i stor kontrast til de digitale videoer du lavede med resten af kunstnergruppen Paint Over. Er det digitale ved at forsvinde fra dit værk?

Jeg bruger stadig det digitale element, men på en friere måde. Jeg lægger nogle få grafiske elementer ind til sidst i Photoshop, som jeg maler op med fri hånd efterfølgende. Jeg har før spekuleret på, om jeg skulle arbejde med videoen igen, fordi jeg er meget fascineret af det bevægelige billede, men jeg havde brug for at lave noget andet end vi gjorde dengang. Derfor har det fået et meget friere udtryk og er blevet mere dokumentarisk end grafisk.

2010

Copyright 2013
Using Format