* * * *

Interview - Universets sus - mellem ur - geometri og kosmisk kaos


Billedkunstneren Jonas Hvid Søndergaard er ved at gøre sig klar til sin solo-udstilling ’Portal’ i Himmerlands Kunstmuseum i Aars. Han stiller de helt store spørgsmål i sine malerier, der er udspændt mellem kaos og orden, turbulens og harmoni, det heterogene og det homogene for ikke glemme det universelle og det menneskeskabte. Er der en mening bag det hele? Maleren lytter til universets puls og tyder sig frem …

Hans komplekse og øjenåbnende malerier, som hyppigt er komponeret over et sæt stramt, geometriske former, der træder frem på en abstrakt-ekspressiv, højenergisk og intuitivt malet baggrund, er umiddelbart appellerende og inciterende. De kryber ind under huden hos betragteren med deres energi og stærke farvepragt. Som nu det over 13 meter lange, stedsspecifikke maleri, ’Fancy Colour Diamond’, som siden 2011 har prydet hele langsiden i Restaurant Søren K i Den sorte Diamant. Det er en slags livsfrise, som vi kender fra tidligere tiders udsmykningskunst, men i stedet for at etablere nogle harmoniske ornamenter, fortællinger eller skønne prospekter er Hvid Søndergaards maleri fyldt med kaos og turbulens. Nogle klart definerede, geometriske former, hvoraf en del ligner skarpt slebne diamanter i mange farver (derfor titlen) enten penetrerer eller katapulteres ud af en uroligt malet, ekspressiv baggrund i orange, gult og grønt. Noget foruroligende er på færde, som om vi befandt os i ursuppen, universets skød, hvor fænomener fødes. Det er et ganske flydende univers, som kun holdes sammen af ”handlingen”, det vil sige de stringente former, som svæver afsted i mange retninger som æterlegemer på fladernes uendelige univers. Det er et visuelt højenergisk og meget signalkraftigt og bølgende maleri, der giver liv til hele restauranten, og som kommunikerer med det evigt strømmende havnevand på den anden side af vinduet. Et maleri, der både hilser universet og det evigt strømmende vand. Der er et vildt flow over Hvid Søndergaards stedsspecifikke maleri, og ingen gæster kan forlade gourmetrestauranten uden at bringe det med som et efterbillede på nethinden.

Et andet signifikant værk er hans gavlmaleri fra 2012 i Haraldsgadekvarteret på Nørrebro. Det er Grundtvigskirkens karakteristiske profil vendt på hovedet, så det hele går ned i en spids. Maleriet består udelukkende af blå og røde striber, der fordeler sig på hver sin side af det vinduesløse hushjørne. Det er en stedsspecifik udsmykning, for Grundtvigskirken kan faktisk ses for enden af gaden. På den måde har han skabt et signifikant sted midt i en kunstløs bydel, og værket fungerer samtidig som et pejlemærke for folk, der passerer gennem den. Her har Hvid Søndergaard malet sig frem til en løsning, der både ”abonnerer” på popkunsten med de klare farver og på minimalismen, fordi det er så behersket og linjerne er så rette og lige.

Jonas Hvis Søndergaard interesserer sig generelt for spirituelle og videnskabelige spørgsmål. Værkerne handler om den menneskelige eksistens set i relation til kosmos. Dertil har han udviklet sit både ekspressive og koloristiske stærke værk, som gør ham til en af fornyerne af maleriet i det 21. århundrede. Jeg møder Jonas Hvid Søndergaard en sommerdag i hans atelier på Nørrebro, nærmere bestemt i det gamle Sankt Josephs Hospitals kælder, hvor han arbejder sammen med en række andre billedkunstnere. Nu er han ved at være færdig med en suite af malerier til sin nye udstilling på Himmerlands Kunstmuseum, hvis meget høje vægge kræver nogle store formater. Hvid Søndergaard har linet dem op langs væggen, så man kan se det flow, der er fra billede til billede, og hvordan motiverne knopskyder, efterhånden som arbejdet har skredet frem. Som i værket til Restaurant Søren K har han atter arbejdet med nogle geometriske, klart afgrænsede former i forgrunden på baggrund af et stærkt ekspressivt, intuitivt malet billedrum.

Men hvor kommer disse former fra, der skyder sig ind og ud af billedrummet?

Jonas Hvid Søndergaard: ”Al form er også lyd – dvs. al geometri er også frekvens, altså svingninger i universet. Det er noget af det, som optager mig for tiden i forbindelse med, at jeg begyndte at studere hellig geometri. Tidligere arbejdede jeg bare derudad – på min intuition – men for et stykke tid siden nåede jeg et punkt, hvor jeg fik lyst til at få noget mere viden indover mit projekt, der også gerne måtte handle om noget større – og samtidig også gerne skulle inddrage omverdenen. For eksempel blev jeg opmærksom på, at kirken overfor har en Davidsstjerne i sit spir. I det hele taget er kirkerne fulde af ornamenter. Derfra begyndte jeg at studere begrebet ”hellig geometri”, som også Leonardo da Vinci arbejdede med, men som jeg indtil da kun havde haft en meget vag fornemmelse af. ”

Kan du i grove træk skitsere, hvad dette går ud på?

”Lad mig først præcisere, at jeg bruger den hellige geometri helt frit og uforpligtende som en slags inspirationskatalog, når jeg maler. Også Kandinsky brugte den, og man kan vist roligt sige, at han vidste alt om den. Den er hentet ud af naturen, som allerede Platon påviste med sine fem legemer – fem symmetriske, perfekte former, de såkaldte polyeder, som han gav forskellige navne, alt efter hvor mange polygonale flader de har. Den mindste form har fire sider, det er det såkaldte tetraeder eller pyramiden, det næstmindste kaldes heksaeder, der er identisk med terningen og så fremdeles op til det største, det 20-sidede ikosaeder. Disse legemer repræsenterede ifølge Platon de fire jordiske grundelementer – ild, jord, luft og vand – samt universet. Han mente, at disse perfekte, geometriske former kun var tilgængelige for ånden. Jeg er begyndt at bruge disse former. Men samtidig arbejder jeg med den tredimensionelle Davidsstjerne og den såkaldte Merkaba, der hidrører fra jødedommen, og som er en form for køretøj, som fragter sjælen.”

Bruger du denne såkaldt hellige geometri som en slags grid, når du maler?

”Jeg har altid arbejdet med geometri, men tidligere benyttede jeg altid computeren, når jeg skulle generere formerne. Jeg startede med photoshop. Dernæst malede jeg de geometriske motiver op med brug af malertape. Men det er jeg efterhånden blevet temmelig træt af, og jeg ønsker i stedet at få energien tilbage i hånden, og nu maler jeg selv formerne. Oprindelig slog jeg ind på det med computeren allerede i min akademitid, fordi signaturen og den personlige penselskrift så at sige var ”okkuperet” af Tal R, John Kørner og Kaspar Bonnén, der for første gang i mange år og efter flere perioder med maleforbud havde vovet at introducere dette i maleriet. Det betød, at vi, der fulgte efter [der er mellem 5 og 7 år mellem de to generationer, red.], måtte finde nye veje, hvis vi ville undgå at blive betragtet som epigoner. Men det er jeg ved at afsværge nu. I en overgang malede jeg nogle mekaniske automattrekanter med hånden for at bryde ud af computerskemaerne, men nu maler jeg som sagt med hånden og nyder at male disse uhyre komplekse og spændende, geometriske former,” fortæller Jonas Hvid Søndergaard, der på den måde har suppleret sine formelle afsøgninger med et mere eksistentielt og personligt projekt. Nu kan han frit blande det ”stramme” og det ”løse”, dvs. det mere intuitive.

Er du blevet troende af at arbejde med disse hellige geometrier?

”Nej, det er jeg ikke, men jeg er overbevist om, at der findes nogle dimensioner ud over tanken og kroppen. Når vi hører ordet hellig, går vi helt i baglås, og vi tænker straks på noget frelst, eller frelste mennesker, der klamrer sig til religionen. Det troede jeg også tidligere, når jeg hørte ordet hellig geometri, men man kan også betragte det fra et mere overordnet plan og tage fat i den del af teorierne, som går hånd i hånd med videnskaberne, fx Walter Russells ganske epokegørende bog ’The Secret of Light’ fra 1947, der er en slags new age-filosofi længe før new age. Heri forfægter Russel, at alt skabes ud af en såkaldt ’stillness’ – den store stilhed, og at alle energier er spiralformede. Det er hvert fald noget, en kunstner som jeg kan bruge, for det er der billeder i.

I mit maleri ’The Flower of Life’ handler det især om harmonien eller balancen i universet, som jeg forsøger at omplante til maleriet for at få stress ud af kroppen både hos den, som betragter det og hos mig selv. Der findes både negative eller destruktive frekvenser, som giver uro og stress, og positive eller harmoniske frekvenser, som giver fred og ro. Det handler om at genskabe den balance, som findes i naturen, i billedets formelle formsprog, inklusiv farverne. Det er meget spændende, hvis man kan få betragterne til at komme i en anden tilstand ved blot at stå foran værkerne og betragte dem.”

Hvad er det for frekvenser, som påvirker vores indre balance?

”For eksempel er 528 Hz kærlighedsfrekvensen, så når du spiller den, giver det ro i sindet, og dine energier afbalanceres. Det har jeg oplevet på min egen krop. Omvendt er der frekvenser, som skaber stress – bl.a. megen elektromagnetisk stråling, der kan skabe forvirring og frustration. Imidlertid er der delte meninger på dette punkt, også blandt videnskabsmændene. Men en ting er de enige om, nemlig at der findes nogle grundformer i naturen, og at menneskeheden har gentaget dem i for eksempel kirkeornamentikken - inklusiv Davidsstjernen, som jeg er meget optaget af for tiden. Her vil jeg gerne understrege, at jeg ikke angler efter at sidde i studiet i DR 2’s Deadline og debattere politik eller religion, men at jeg udelukkende forholder mig til Davidsstjernes universelle former som afledt af naturens egne former – som en spændende på en og samme tid kompleks og meget enkel form at arbejde med i mit maleri.

Davidsstjernen er ikke forbeholdt jødedommen og Israel. Den rækker længere tilbage i historien og symboliserer tillige det universelle, for eksempel de to køn. Den opadpegende trekant symboliserer manden, mens den nedadpegende repræsenterer kvindekønnet. De to perfekte, ligesidede trekanter kan også symbolisere en ild og jord eller foreningen af ånd og materie, således at forstå at materien åndeliggøres og at ånden materialiseres. Den benyttes også af frimurerne. Det og meget mere ligger i denne sekstakkede stjerne, som mærkeligt nok oprindelig kommer af en cirkel,” fortæller Hvid Søndergaard. ”Der findes et helt lille selvstændigt, videnskabeligt fænomen der heder Cymatic. Efter at have set disse eksperimenter fik jeg blod på tanden i forhold til at arbejde

med religiøst ladede symboler som for eksempel hexagrammet. Jeg fandt ud af, at der var folk, som eksperimenterer med at få naturens geometriske former frem på en metalplade eller på en gummimembran ved brug af lyd og salt eller sand. De beviser klart, at hellig geometri ikke kun er religiøst betonet, men at den allerede ligger indlejret i naturen og i universet. Jeg valgte også at kaste mig ud i sådanne eksperimenter på min udstilling på Vesthimmerlands Museum. Jeg ville vente med at male de mange hexagrammer, til jeg var helt sikker på, at det også holdt på det fysisk-naturvidenskabelige plan. Efter en times forsøg, hvor jeg råbte ned i et plastikrør med en gummimembran for enden, lykkedes det mig at finde den frekvens, hvor hexagrammet eller davidsstjernen kunne opstå, og ganske

rigtigt, dog kun i kort tid desværre, kunne jeg se hexagrammet komme til syne. Jeg viser en videooptagelse som dokumenterer dette eksperiment.

Ligesom den britiske romantiske maler, mystiker og digter William Blake (1757-1827), der arbejdede med de helt store livsspørgsmål i sin kunst, forsøger Jonas Hvid Søndergaard at aflokke naturen dens hemmeligheder og at nærme sig livsunderet. Det handler altså blandt andet om den store stilhed, punktet hvor alting begynder. Sideløbende med sine studier i de store mystikere er han begyndt at meditere hver dag for at tælle ned til dette nulpunkt og ”tage lys ind,” som han formulerer det. Disse erfaringer poder han derefter sine malerier med. ”Jeg skal brænde for min kunst, og jeg skal søge gennem min kunst - ellers kan det hele være lige meget,” siger han.

”Flere af værkerne ”går ikke op”, dvs. det er kaosbilleder, hvor kaos vinder, og ordenen aldrig tager over. Jeg skal passe på at holde op i tide, dvs. mens billedet stadig rummer energi i stedet for at ”overgøre” det, for så ”dør” det. I den forbindelse skaber jeg i stadig højere grad på intuitionen end på den gennemtænkte plan.”

Maleren viser sine værker til Vesthimmerlands Kunstmuseum frem. I en række gule malerier ser man blandt andet planeternes baner, for eksempel Venus set fra jorden, når den – i sin godt syv måneder lange cyklus - bevæger sig rundt om Solen. ”Når den har været 8 gange rundt, har den mirakuløst ”tegnet” en blomsterformet bane! De gule malerier mimer lysets kraft – den gule farve er den farve, der har mest ”strøm” eller ”elektricitet”, som min malerprofessor på Kunstakademiet, Jesper Christiansen, altid sagde, ” fortæller Jonas Hvid Søndergaard. I en anden serie af sorte malerier har Jonas Hvid Søndergaard arbejdet med arkitektur. Her ses vinduer og døre, og disse værker er anderledes illusionistiske. Maleren: ”Det er klart, at alle disse vinduer og døre også er en slags portal eller åbning ud eller ind til noget andet og større. Disse kendte og hjemlige arkitektoniske grid modsvarer den hellige geometri, der er mere universel.”

Udstillingens ”clou” er syv monumentale malerier, som kan minde om glasmosaikker i kirkerne med ornamenter på en polykrom baggrund. ”Hvis alt er hellig geometri, så kan man ikke lave noget - end ikke den mindste form - som ikke også rummer en ”hellig geometri”. Man kan jo ikke male sig selv ud af universet,” smiler Hvid Søndergaard.

Kan du forklare dette?

”Hvis vi taler om den højere intelligens, handler det om lyset. Vi har selv en højere bevidsthed qua det, at vi er mennesker. Ligesom Jesus sagde, at Gud er i os. Mange af de tidlige mystikerskoler underviste i disse ting og påpegede, hvordan tingene hang sammen, ikke mindst det spirituelle og det kropslige. Dualismen, som kom senere med kristendommen, blev jo først og fremmest indført for at magthaverne bedre kunne regulere og undertvinge sig individerne, som i kraft af dualismen kom til at arbejde imod deres egen natur. Men det fungerer stadig i bedste velgående i mediekulturen, som er bygget op omkring denne dualisme eller ideale stræben, som er dræbende for individets frigørelse og for selvfølelsen.”

Himmerlands Kunstmuseums sale til særudstillinger er store og meget højloftede og kræver derfor nogle monumentale formater. Jonas Hvis Søndergaard har blandt andet skabt omtalte syv kæmpe store malerier i højformat til langvæggen. Hvorfor lige syv?

”De repræsenterer de syv chakra, som har hver sin farve. Chakraerne er de syv energicentre, vi har i kroppen fra rød nederst i kroppen til violet oppe bag panden. Ifølge indisk livsvisdom relaterer vores syv chakra til de syv store nervebaner, som forgrener sig ud fra rygraden. De påvirker vores kropsdele og – funktioner,” forklarer Jonas Hvis Søndergaard.

Malerierne er mere eller mindre amorfe, men samtidig med et ret præcist ”vokabular”, som Jonas Hvid Søndergaard bryder op og leger med ligesom Claus Carstensen, der i egenskab af professor ved Kunstakademiet også inspirerede Jonas Hvid Søndergaard. Der er en meget stor spændvidde i de syv nye malerier, som på sin vis mimer universets egne skabende kræfter. Han tager frit fra kunsthistoriens store billedbank og blander stilreferencerne såsom popkunst, minimalisme, surrealisme, abstrakt ekspressionisme. Der er tale om en mere eller mindre splintret eller kalejdoskopisk kompositionsform, hvorunder Hvid Søndergaard undersøger, hvad maleriet kan – både rent formelt og rent stofligt. De enorme formater giver os mulighed for at opleve malerierne kropsligt 1:1, fordi vi så at sige hvirvles ind på maleriernes store vidder, som stod vi på et bjerg og kiggede ud over et enormt landskab. Der er både rum og dybde og flade og stoflighed på spil i værkerne, som sætter af fra blændrammerne med en enorm energiudladning, der forplanter sig til betragteren. Det er de skabende kræfter i universet, som interesserer den koloristisk virtuose maler, som også arbejder med grafik og akvarel foruden skulptur, som det blandt andet kunne ses i 2012 på udstillingen ’Skabt af tiden’ på Nationalmuseet. Her havde Jonas Hvid Søndergaard fremstillet nogle keramiske skulpturer, fulde af livgivende farver og geometri, der gik i en slags modsigelsesfuld dialog med fundene fra Ertebøllekulturen i montrerne nedenunder. Han forsøgte her at opløse den i hans øjne kunstige diskrepans mellem oldtiden og nutiden ved at skabe nogle tidskapsler, som indeholdt fragmenter fra mange forskellige tider og civilisationer. Men mens fundene fra Ertebøllekulturen fortrinsvis var nyttebaserede, var Hvid Søndergaards skulpturer typiske æstetiske objekter, funktionsløse og i øvrigt med mange referencer til hans abstrakt-ekspressive malerier.

I et af de syv store værker ude på gangen er der et stort Y eller måske en trækrone, som der vokser en mængde former op af. Her er Jonas Hvid Søndergaard klart inspireret af omslaget til den danske mystiker Martinus Thomsens (1890-1981) bog ’Det tredje testamente’ med et sådant åbent Y i alle regnbuens farver og med universet og en hellig trekant mellem de buede, åbne ”arme”. Efter en åbenbaring som 30-årig fik han indsigt i livets og verdensaltets love. Han mente blandt andet, at verdensaltet består af én eneste stor bevidsthed, ligesom han troede på reinkarnation.

”Jeg har ganske vist ændret farverne, men jeg er meget optaget af dette omslag,” fortæller Hvid Søndergaard. Men generelt kan jeg sige, at jeg i samtlige serier til udstillingen har undladt at lave malerierne ”overdone”. Jeg forsøger faktisk at slutte maleprocessen lidt før tid for at løse motiverne op.

Og så er Davidsstjernen i spil i flere af de store malerier, ”fordi der er så meget energi i den,” siger Hvid Søndergaard:

”Man kan også aflede Davidsstjernen af ”The Flower of Life” – i form af cirklerne, der mødes. Davidsstjernen optræder tusinder og tusinder år tilbage som et ur-symbol. Den er en slags symbolernes symbol, kan man næsten sige. Det er meget spændende at arbejde med i billederne, både som et visuelt ”greb” og som et mangelaget symbol, der åbner op til en større verden, der ofte forsvinder for os i hverdagens flimrende flow. Men jeg tager gennemgående afstand fra mange vilde new age teorier, der får folk for langt ud at svæve. Jeg holder mig til hvad jeg kan se og føle, som med mit lille lydeksperiment. Jeg ved også at harmoni findes, og det modsatte af harmoni, nemlig kaos findes, og i den forstand er mine billeder også en projektion af mit eget indre,” slutter Jonas Hvid Søndergaard.

Fakta:

Jonas Hvid Søndergaard er født i 1977, dimitterede fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2005. Inden da studerede han ved AKI, Academy of Art and Industry, Enchede, Holland i 1998. Jonas Hvid Søndergaard har deltaget i en række gruppeudstillinger f.eks. ’Til Vægs’ på Charlottenborg, ’Teaching an Old Dog New Tricks’ på Den Frie samt ’Skabt af Tiden’ på Nationalmuseet i 2012. Hans soloudstillinger tæller bl.a. ’Transit’ på Randers Kunstmuseum og Entering/Up på Rohde Contemporary. I 2012 viste han soloudstillingen ’Zero Point’ i Gallery Lars Olsen. Fra 23 august til 10. oktober kan man opleve Jonas Hvid Søndergaard med en ny soloudstilling på Himmerlands Kunstmuseum i Aars.

2013

Copyright 2013
Using Format